Et mareridtet fra helvede

Jeg vågnede op i nat, badet i sved og med tårer i øjnene. Da jeg så småt kom til bevidsthed, og så, at Thomas lå lige ved siden af mig, og faktisk endda holdte mig i hånden, begyndte jeg at græde – mest pga. en følelse af lettelse. Faktisk græd jeg så meget, at jeg vækkede ham. Thomas blev selvfølgelig vildt forskrækket, og spurgte mig om, hvad hulen der var sket. Ind i mellem kanaliseringen af tårer og hulken, fik jeg fremstammet, at jeg havde haft mareridt.

Og det her mareridt havde føltes så ægte, så da jeg var begyndt at komme til mine fulde fem, troede jeg virkelig, at mareridtet var virkelighed. Jeg havde drømt, at Thomas havde fundet en anden. At vi havde haft “the talk” i drømmen om, at han var blevet forelsket i en anden, og derfor skulle flytte sammen med hende. I drømmen var jeg så ekstremt ked af det og paf, fordi jeg forstod ingenting af det hele. Jeg kunne mærke den der knude i maven og de tårerfyldte øjne. Og de følelser, som jeg havde i drømmen, vågnede jeg så med i kroppen. Ret vildt, at en drøm kan føles SÅ ægte, til trods for, at den kun har foregået på nethinden.

Thomas håndterede heldigvis situationen så kærligt. Han tog om mig i min hulken, og fik sagt de gyldne ord: “Jamen skat, jeg er jo lige her – og jeg går ingen vegne” – Og heldigvis for det! Det er klart, at der har været en frygt på spil. Måske fordi jeg selv har tænkt på det sidste, at flere og flere er utro, og at jeg inderligt håber, at det aldrig sker for mig – og så skete det faktisk, bare ikke i virkeligheden, men på nethinden. Det føltes dog stadigvæk skræmmende ægte.

Så i dag, der vil jeg altså kramme og kysse lidt mere på ham, jeg elsker. Og lytte de søde toner, der kommer ud af hans guitar, når han lader hænderne glide over strengene. Det beroliger mig altid.  Og det er vist også den eneste måde at banke sådan et dumt, dumt mareridt ud af kroppen på. Beat it with love <3

img_6818

   

Noget om kæreste-fælden og at være i et kompliceret forhold med Facebook

img_5668
Det er mandag. Og ikke bare en hvilken som helst mandag, men en mandag, der for mit vedkommende, står i forandringens tegn.

Mennesker er generelt dårlige til forandringer, og jeg er bestemt ingen undtagelse. Men da jeg virkelig inderligt gerne vil lægge mit liv om, må jeg jo begynde at tage lidt tilløb ved at ændre nogle af de ting, der napper overskuddet og glæden.

Derfor har jeg først og fremmest slettet min Facebook-app på min telefon. Jeg har jo godt vidst i lææænge, hvor stor en tidsrøver Facebook er. Det har jeg faktisk fået kastet lige i snotten i procentdele, hver gang jeg har slået batteri-besparelse til på min iPhone. Dog kommer rykket først nu.

Det værste er næsten, at jeg ingen en gang tænker over længere, at jeg trykker ind på Facebook app’en – jeg gør det bare automatisk. Det er simpelthen blevet en indgroet (dårlig) vane. Jeg tror ikke, at jeg lider af FOMO, men jeg tror, at jeg “flygter” fra kedsomhed ved at gøre mig selv mere inaktiv bag en skærm, i stedet for at få udrettet noget. Og det hader jeg!
Desuden sidder jeg sgu altid med en lidt flad fornemmelse, når jeg har klikket rundt på Facebook, og oftest i alt for lang tid, for hvad gik jeg egentlig online for at finde? Derfor skal vi, Facebook og jeg, lige have os en pause fra hinanden. Mest fordi jeg så gerne vil investere mere nærvær i tilværelsen. Det bliver en sjov øvelse, tror jeg.

Derudover har jeg været så biiip’en træt af mit manglende overskud til at få dyrket motion og spise sundt. Jeg er virkelig gået i kæreste-fælden. Den der fælde, hvor jeg har slået hjernen i vores forelskelsesboble og bare proppet godter i munden, fordi dyne-hygge nu er blevet en realitet. Det er egentlig ikke fordi at mængderne af sukkerindtaget har vist sig på mine sideben, men jeg kan mærke den der tunge fornemmelse i kroppen, og den følelse er ikke god.
Så nu er sukkeret smuttet i svinget. Men det bliver det værd. En detoxet krop og sind, samt den bio-tur med alt betalt, der venter, når jeg fuldfører projektet. Thomas har nemlig udfordret mig: “1 måned uden sukker, det kan du ikke” sagde han med et smil i stemmen – og sådan en challenge skal han ikke give mig, for så bliver jeg stædig (og det tror jeg, sjovt nok, godt at han ved). Men det kærlige puf var en perfekt timing. Jeg tror også han er ved at være træt af at have en kæreste, der bare beklager sig over tilstanden, men ikke gør noget, for at ændre det.
Så i dag starter jeg altså på 1 måned uden sukker. Dog føler jeg mig fortrøstningsfuld over projektet, efter jeg har læst med ovre hos Cecilie. Jeg håber, at den fortrøstende følelse varer ved!

Sandheden bag alle ændringer er, at jeg jo for fanden skal være life coach. Jeg skal være et forbillede. Være autentisk. Og det er sgu ikke særlig motiverende at have en coach, der spenderer tiden for meget på Facebook og kommer chokolade i munden konstance, UDEN at gøre noget ved det, selvom utilfredsheden skriger i kroppen. Så… Nu ændrer jeg det i en ægte kold tyrker-“style”, hvor jeg sikkert når at bande mig selv langt væk mange gange. Men sådan er det. Alting handler om tilvænning – det er i hvert fald min holdning lige nu. 😉

Hav en skide dejlig mandag derude! <3

p.s. Tips og tricks til at implementere forandringerne mere smooth, modtages med kyshånd 😉

 

En officiel undskyldning til alle mine veninder

Kæreste du, min søde veninde.

Der er noget, jeg har tænkt over i nogle måneder. Noget, jeg har bemærket, efter jeg steg af single-bussen. Og det er, hvor egoistisk, at jeg har været. Hvor ikke til stede, jeg har virket, når vi har været ude og svinge dansehofterne eller har sat ved middagsbordet og uddelt hverdags-anekdoter.

For jeg har scoutet rummet med mit alko i hånden. Haft fokus på én ting. Mændene. Hvor var de i rummet? Var der nogle pæne af slagsen? Boyfriend-materiale?
Du snakkede til mig, selvom min øjne vandrede rundt i lokalet, og mine ører kun hørte mine egne tanker, og ikke dine ord. Jeg tog vores tid sammen forgivet – og det er jeg ked af. Dengang respekterede jeg ikke mig selv særlig meget. Dengang var jeg på et ensomt sidespor, og det gik ud over dig, og det beklager jeg. Jeg var en dårlig veninde.

Det sjove er, at nu, efter et selvudviklingsforløb, og efter jeg er blevet kærester med verdens dejligste mand (uden sammenligning), så har jeg selv sat der. Sat der, i din stol, min kære veninde. Jeg sad der til coctail-hour med en veninde, og ville egentlig gerne snakke om vores liv. Men hun havde for travlt med at scanne rummet for hottier. Hun svarede ja i samtalen, hvor man plejer at svare nej, og omvendt. Hun kunne ikke høre mig, og derfor følte jeg mig mere som en accessorie, der skulle skjule hendes ensomhed. Du ved, lidt ligesom med bumser og concealer – Jeg ved altid, at bumsen gemmer sig under concealeren, men med concealeren på, er bumsen overkommelig. Sådan var det også med veninden og jeg – Hun kunne mærke bumsen sidde lige midt i panden, og valgte at bruge mig som din concealer Bumsen var ensomheden. Hun troede alle bemærkede den, men det gjorde de ikke. Men det er okay. Jeg har jo selv gjort det over for dig, så jeg forstår, hvor hun kommer fra. Nu forstår jeg dog først selv, hvor pain in the ass, at jeg har været over for dig.

Og så er der også dig, min veninde, der dengang jeg pallede rundt “alene i verden”, havde en kæreste på krogen. Vi delte mere mine tragkomiske datinghistorier, end din lykke. Jeg ved nu, at du gjorde det med vilje. Du holdte igen med dine lykkehistorier med din kæreste, fordi du ikke ville hælde salt i såret – eller nærmere sagt, hælde dit lykkelige liv ned i mit “single-sår”, og det er jeg ked af. Jeg tænker, at du har været så sympatisk at tænke, at du ikke ville dele de romantiske hverdagsanekdoter, fordi du tænkte, at jeg ikke kunne bære det. Men det hader jeg egentlig lidt nu, fordi din lykke skulle have fyldt lige så meget som mit single-sår. Det er kun fair. Ergo, så var jeg ikke fair, for jeg gav ikke pladsen til taletiden. Måske var jeg bare så opslugt i mit eget show, at jeg glemte at klikke over på dit. Det er sørgerligt, og bestemt ikke noget, jeg er stolt af.

Så hermed giver jeg et løfte. Jeg lover, at jeg aldrig tager dig for givet mere. Jeg lover, at jeg lytter, uanset min egen livssituation og status. Jeg LOVER at jeg er der 100%. Altid. Hvad nytte er jeg ellers, hvis ikke vi er lige?

Så kære du, der måske læser med. Værdsæt dine veninde. Lyt. Lad være med at scanne rummet – du er single, men aldrig alene, for jeg er her jo. Og lad din veninde snakke om sin lykke, fordi ingen skal dulme sit shine, fordi de er bange for, at andre bliver blinde af den – så må jeg huske at tage solbriller med i lommen, sådan jeg kan se på dig og smile oprigtigt ind i hjertet. Det vil jeg da selv også ønske, at mine veninder gør ved mig, når jeg deler lykkestunderne fra mit liv.

Så ja… Jeg er blevet klogere. Det gør livet åbenbart ved en, har jeg bemærket. Og karma er desuden ikke en bitch, men nærmere en glimrende læremester, har jeg nu erfaret.

Kærligst,

Hende, der er færdig med at glemme at sætte pris på mine veninder <3.

hnck8248

   

Skru lige op, ik?

Det er fredag, og der skal derfor skrues godt og grundigt op for det gode weekendhumør – og det bedste hjælpemiddel til dette er jo, uden tvivl, MUSIK. Og derfor har jeg simpelthen tilføjet en ny feature her på le blog.

Jeg er jo en musikfreak, uden lige. Det var også min store kærlighed til musikken, der sikrede mig to år i musikbranchen, hvor jeg jobbede med mange spændende artister og mødte mange hårdarbejdende, inspirerende mennesker. Dog kunne jeg mærke efter to år, at musikbranchen og jeg ikke skulle være en evighedsting, da det er en branche, der er alt for overfladisk og underbetalt ift. mine personlige værdier som menneske.

Det betyder dog ikke, at jeg har mistet min kærlighed for god musik, for jeg elsker stadigvæk at opdage sange, hvor jeg føler noget instant, når jeg hører dem. It’s the best!! Faktisk er musik på min top 5 over nogle af de bedste ting, jeg ved i livet. Det har jeg bare slet ikke fået delt nok herinde. Det ændrer jeg dog officielt på nu, og deler hermed min musikglæde med jer fra dags dato.

Hvis du kigger til venstre, er der kommet en lille widget ude i siden på bloggen, der linker til en Spotify playliste. Jeg er egentlig selv Apple Music-pige, da jeg ikke kan undvære Taylor Swift på mine spillelister (there, I said it), men da størstedelen af musiklyttere stadigvæk bruger Spotten til deres musik, har jeg oprettet min nye spilleliste der.

Det er en spilleliste, som jeg opdaterer hver uge – nok mest hver fredag, da det er her, at alt den nye musik bliver udgivet. Jeg opdaterer playlisten med nye udgivelser og musik, jeg bare godt kan lide at lytte til for tiden. Jeg regner med at nulstille playlisten hver måned, sådan der hele tiden er nye sange for jer at finde på playlisten. Her skal jeg nok lige nævne, at listen også bliver en god blanding af genre, da min egen smag favner bredt. Både pop, indie, singer/songwriter, akustisk, dance, alternativ, you name it! Hovedsagen for mig er, at musikken kan mærkes. Det er alfaomega!

Desuden må i hjertens gerne også dele, hvis I kender til en sang, som I tror, at jeg ikke kan leve uden. Sharing is caring, som jeg plejer at sige – specielt med musik 🙂

Så…. HAPPY FRIDAY til dig! Vi danses ved 😉

giphy-7

Jeg er en vaskeægte kliche

img_4183
Som overskriften bevidner om, er jeg officielt en kliche. Jeg faldt i fælden. Den kendte serie-fælde, hvor “pff… den her serie bliver jeg altså ikke afhængig af, selvom alle hyper den”-tanken, strejfede mig… Idiot, tænker jeg nu – selvfølgelig ville jeg falde i.

Thomas og jeg er begyndt at se “Orange is the New Black”. Jeg var ellers så skråsikker, inden vi trykkede play til første afsnit, at serien ikke ville være noget for mig. En serie om et kvindefængsel – så fedt, kunne det da ikke være… tænkte jeg… Og lige der undervurderede jeg Netflix.. og. Chapman.. og Crazy Eyes. ja, og også Larry. og Red.. og alle de andre!

Min addiction til serien er faktisk nået et niveau, hvor jeg i går skrev til Thomas, at jeg havde så vanvittig meget lyst til at se et afsnit. Vi har ellers aftalt med hinanden, at vi kun ser afsnittene sammen, da det er ret hyggeligt at have kæreste-serie-hygge med dyner. Specielt i det her blæsende efterårsvejr.

Da Thomas så skriver tilbage, at samme tanke havde strejfet ham, aftalte vi, at vi måtte se resten af sæson 2 hver for sig – ellers var der altså for langt tid til mandag, hvor vi skal være sammen.. Jeg er jo NØDT til at vide, hvordan det går med Piper, nu hvor (spoiler alert) Alex ikke er i fængslet mere.

Så Netflix. Jeg bøjer mig i støvet. Det er en herre fed, gennemarbejdet serie, I har fået stablet på benene. Dog er der én stor fordel ved at være late bloomer, som mig…. Jeg har nemlig stadigvæk hele 2,5 sæson af OITNB at mæske i mig.

– Og gæt en gang, hvad jeg skal bruge tiden på, når jeg har offentliggjort det her indlæg… 🙂
giphy-4God torsdag derude <3

Om arrogante chefer og om at holde ledigheden ud

giphy
Jeg er generelt dårlig til at være vred. Mest af alt fordi, at jeg gerne vil bestræbe mig på at “always look on the bright side of life”, fordi jeg føler, at det giver mig mest livskvalitet. Men nogle gange kan selv den mest positive starut blive væltet af pinden, og sådan har min uge faktisk været. Jeg blev slået ud.

Jeg er ledig. Det har jeg været siden september sidste år, hvor jeg blev færdig med min bachelor i kommunikation. Heldigvis har jeg været i praktik af to omgange og fået en uddannelse i sociale medier hos Bigum&Co – og det har jeg eddermame været glad for, da jeg er sindssygt dårlig til at lave ingenting. Så suser tankerne rundt i kraniet og  jeg bliver rastløs – på den dårlige og ukærlige måde.

Jeg føler selv, at jeg er en af dem, der virkelig har gjort en indsats. Skrevet ansøgninger i stribevis, været på kursus i ansøgningsskrivning, ringet rundt til firmaerne og præsenteret min jobprofil, videreudviklet mig og mine kompetencer, været i erhvervspraktik med gode resultater og generelt har jeg faktisk været ret vedholdende, fordi min ledighed skulle ikke få mig ned med nakken. Ledigheden skulle ikke bestemme, om jeg havde værdi eller ej. Desuden sagde både a-kassen og Jobcenteret at det nok skulle gå, for jeg havde jo så meget godt på mit CV.

Så…. Da jeg fik tilbudt job i sidste uge, var jeg faktisk lettet. Der var næsten englesang i ørerene. Trods det ikke var mit drømmejob, var jeg bare henrykt over, at jeg skulle have mig en “normal” hverdag igen.

Jeg gik dog i forhandling på lønnen, da jobbet var meget underbetalt (og jeg vil gerne bevare min værdighed). Jeg gjorde det med ydmyghed. Det var med smil i stemmen. Firmaet gik med til mit lønudkast. Damen, der havde stået for forhandlingen sagde, at de glædede sig til, at jeg skulle starte og at hun var ked af det over, at de ikke kunne give mere i løn, for jeg var klart det værd. Men det kom, altså lønstigningen, når de vækstede noget mere, og det gjorde de en del lige nu. Nu var jeg endnu mere lettet.

Firmaet havde til at starte med sagt, at jeg kunne arbejde 42,5 time i ugen med deres første lønudkast – dvs. 5 timer ekstra hver uge, sammenlignet med en normal arbejdsuge på 37,5 timer. Men da jeg ikke tror på, at mennesker skal vende vrangen ud på sig selv ved altid at arbejde over, da for meget arbejde, i min optik, forringer livskvaliteten, gik jeg i tænkeboks. Derfor fremlagde jeg for dem, at jeg hellere ville blive betalt 10 kr mere i timen end deres lønudkast, og så arbejde de normale 37,5 timer.

Thomas og jeg havde regnet på lønnen (hurra for min økonomi-nørd af en kæreste, der forstår tal, når jeg ikke forstår en skid), og jeg ville faktisk få mindre udbetalt med mit eget lønudkast, fordi de 5 ekstra timer i ugen ville give mig mere i løn, men de ekstra fem timer vil jeg bare meget hellere bruge på Thomas, mine veninder, min familie og mig selv, så motivationen og overskuddet til jobbet var intakt, når jeg mødte ind på kontoret. Desuden ville det jo også være super ærgerligt at overanstrenge mig selv, for at jeg så om nogle måneder måske ville træde ud af arbejdsmarkedet igen med stres, fordi det hele var “all work, no play”, hvilket ikke er en indstilling jeg hylder. Er der ekstra travlt i en periode, så bliver jeg selvfølgelig gerne i ekstra tid og giver en hånd med, men ikke hver uge. Sådan leger vi ikke her. Ikke mere. Den bund har jeg nemlig ramt, og det gør jeg aldrig igen. Det handler om balance.

giphy-3
Som sagt, så gik firmaet med til mit lønudkast med 10 kr ekstra i timen. Jeg var lettet. Jeg skulle starte tirsdag. Mandag, omtrent 22 timer inden jobstart, får jeg en mail. Og ikke bare en hvilken som helst mail. Men en mail fra chefen i firmaet, der skriver til mig, med en overfladisk og ukærlig tone, at hans budget ikke rakkede til min løn, så de havde derfor været tvunget til at finde andre alternativer til stillingen – “Jeg ønsker dig held og lykke fremover”, stod der tilsidst i mailen. Så i fredags smilede jeg. I mandags blev jeg stum. Hvad. fanden. sker. der?

Jeg tror, at hele min verden lige blev sat på pause der. Jeg fik sådan en inderlig vrede i maven.
Sådan en “Hvad fanden bilder du dig ind?”-vrede. Jeg vidste ikke, om jeg var mest sur over, at jeg nu kunne gennemskue, at han som chef ville misbruge mig som billig arbejdskraft (da min lønmodel jo var billigere end deres), om det var fordi jeg kunne gennemskue løgnen eller om jeg bare var vred over, at blive behandlet så uværdigt. Nok mest det sidste, når jeg mærker efter nu. Og tænk sig, at alt andet har forgået over telefonen ift. at aftale detaljerne, inden jeg startede, og da chefen så skal give mig “sparket”, så ringer han ikke, men gemmer sig gudhjælpemig bag et tastatur med en overfladisk tone-of-voice i mailen. Der mistede jeg al respekt. Det er så meget IKKE i orden at lave en aftale med mennesker, for bagefter at trække i land på den måde.

Så… Jeg er simpelthen så træt. TRÆT af de firmaer, der behandler folk i ledighed med så lidt værdighed. Træt af de firmaer, der kalder til jobsamtale, og så først DER siger, at de da egentlig først vil have en i erhvervspraktik, før de overvejer at ansætte en (gratis arbejdskraft for dem, ingen garanti for os ledige). Træt af de firmaet, der misbruger systemet, som var det et tagselvbord. Træt af de firmaer, der udnytter ledige mennesker til erhvervspraktik, fordi de får gratis arbejdskaft ud af det, men aldrig ansætter nogen – og ikke er ærlige om det. TRÆT af de firmaer, der behandler ledige med en arrogance om, at de er “mere værd” end en. JA, du har et arbejde, og det har jeg ikke, men det giver dig sgu da ikke rettigheden til at behandle mig som lort. ALLE er i min verden lige. Alle! Job eller ej.

Anyways. Han fik sig en vred, men velargumenteret mail tilbage i snotten, ham chefen. Jeg skriver ellers aldrig sure mails, men i mandags gjorde jeg. Thomas og min lillebror synes slet ikke, at jeg var sur nok i min tilbagemelding, men trods vrede, ville jeg gerne holde min egen sti ren. Siden episoden har jeg sundet mig, og et sted fundet en taknemmelig i, at jeg ikke endte på sådan en arbejdsplads, hvor mennesker behandles ukærligt, og hvor man misbruger billig arbejdskraft til en alt for lav løn – det er slet ikke i min ånd. Og så ville jeg ende på den der stres-bund, igen.

Ledighedstoget kører videre. Uden bitterhed, når dette indlæg er uploadet. Idioterne skal nemlig ikke have lov til at vinde! Vreden skal ud, ja – men så skal jeg også give slip igen. Jeg tror stadig på den gode arbejdsplads med empatiske mennesker, hvor chefen tænker mere på at motivere medarbejderne i dagligdagen, i stedet for at demotivere dem med slid, slæb og “hu-hej-vilde-dyr”-mentaliteten, der dræner mere, end den gavner.

God onsdag til alle derude – og til mine fellow ledige: Hold hovedet højt og stolt <3

   

Kærlighed og tid

I 6 måneder har jeg kysset hans mund, fordybet mig i hans himmelblå øjne, holdt hans stærke hænder, følt mig tryg i hans arme, grint med ham, lyttet til hans beroligende stemme og smilet mine kæber af led over, at vi har valgt hinanden.

Jeg kan love jer for, at det eddersparkme var overvældende at gå fra solo til et team, når man, som mig, havde været single i 3,5 år. Og der stod Thomas lige pludselig, helt uventet, og susede lige ind i hjertet på mig. Det var faktisk overvældende, kan jeg huske, at alting bare faldt på plads. Selvfølgelig kæmpede jeg med usikkerhed, komplekser og gamle historier til at starte med, men min fundamentale følelse med ham var ro.

Mange historier beretter om, at man VED helt inde i hjertet, når den helt rigtige står der, for en forelskelse kan ikke forceres, og jeg ved nu, at de virkelig har så ret! Jeg havde i gennem 3,5 år selvfølgelig set til lidt forskellige mænd, og selvom det ikke føltes rigtigt med dem, så blev jeg og prøvede at gøre det rigtigt, fordi jeg virkelig frygtede, at den der kærlighedsfølelse aldrig ville komme igen. Den der følelse af “at finde hjem”. Men forelskelses-suset kommer jo altid igen, trods vi aldrig helt ved hvornår, at det sker. Thomas var den perfekte mand, på det perfekte tidspunkt, og jeg er evigt taknemmelig for alle de ting, jeg har lært, inden jeg mødte ham.

Jeg kan huske, at vores tiltrækningskræft var SÅ vild – men at jeg faktisk ikke helt ville stå ved den til at starte med. Jeg snakkede endda følelsen ned, tyssede på den, og ville slet ikke helt give efter for den i frygt for at brænde nallerne, for det havde jeg jo gjort så mange gange før. Men alt med ham var alligevel så anderledes, fordi han gav mig en ro. Han forstod noget dybere i mig, jeg ikke kunne forklare, men jeg kunne mærke det. Derfor gav jeg efter og drev med, der hvor følelsen ville have mig hen…

–  Og nu står vi så her og har valgt hinanden til, hvor det bedste af det hele er, at vi jo kun lige er begyndt! ♡

Version 2

it’s a dream come true

Jeg er så mega freaking spændt, fordi i morgen starter jeg på et helt nyt kapitel af mit liv. I morgen starter jeg omsider på uddannelsen som coach – YES!
Det har været en af mine drømme siden 2012 at blive coach, og jeg har derfor de vildeste sommerfugle i maven på nuværende tidspunkt. Det føles ret vildt. Endelig var timingen rigtig, og endelig følte jeg mig klar.

Det er, uden tvivl, det vildeste, jeg kommer til at gennemføre i længe. Jeg vidste godt, at 2016 ville blive en karruseltur, men at stå med adgangsbilletten til en af mine største drømme, den havde jeg alligevel ikke forudset. Det er helt gakkelak, at livet kan udforme sig på den måde. Ærligt, så prøver jeg altid at regne livet ud. Jeg prøver at tænke fremad omkring, hvad der skal ske. Men jeg må bare kaste håndklædet i ringen og sige, at det er spild af tid. Jeg regner den aldrig ud, og det eneste, jeg kan gøre, er at have tiltro til, at jeg havner lige der, hvor jeg skal være.

Den tiltro til livet vil jeg gerne dyrke lidt mere i fremtiden, tænker jeg. Jeg mener bare, se, hvor jeg er endt nu. Endnu en drøm kan snart krydses af på min drømmeliste. Det er sgu da stort. I hvert fald for mig. 🙂

Så det jeg gerne vil sige er, keep dreaming. Hvis du ved, hvor du vil hen, så kommer der en helt fantastisk rute til dig, som du kan følge, indtil du når i mål. Det kan godt være, at du skal slå kolbøtter undervejs (ligesom mig) og ned ad nogle snoede veje (ditto), men hvis ruterne fører dig hen, hvor du gerne vil være, så er det hele turen værd.

Nu vil jeg og de 10.485 sommerfugle i maven gå i bad, inden jeg skal pakke. Næste stop er nemlig Aarhus, hvor jeg skal sove i ske med dejlige Thomas i nat, inden startskuddet lyder i morgen hos Mindjuice.

Hav den dejligste tirsdag <3

IMG_7228

 

Glimrende ting du kan bruge din tid på

giphy (2)

Fredagen er her (Brad ved det!!), og weekenden sparker døren ind, både med lønningsdag og oktober lige om hjørnet. Hvis du har en stille weekend i sigte, ligesom mig selv, har jeg nogle gode ideer til, hvad du kan bruge tiden på, nu hvor efteråret virkelig har fået fat med vind, regn og hele moletjavsen.

Jeg trækker faktisk selv stikket de næste par dage, fordi jeg, mildest talt, har haft mig en shitty uge. Derfor vil jeg gerne forhøje mit energiniveau igen, og det gør jeg bare bedst ved at have det famøse me time, og gøre ting, jeg kan lide at lave. Spise de ting, jeg vil. Sove så længe, jeg vil, etc. Så ingen planer, udover at fokusere på mig selv, og det er helt fantastisk.

Nå, men moving on… Her er der nogle glimrende ideer til, hvad du kan give dig i kast med i denne her weekend, hvis du også vil campere indendøre.

la-1474478824-snap-photo

Du kan se Netflix nye serie, “Easy”

Serien er virkelig sød. “Easy” består af en masse episoder, der tager udgangspunkt i forskellige menneskers nuværende kærlighedsliv, hvilket leder til en masse forskellige, interessante historier. Plottet skifter hele tiden, og man bliver hele tiden introduceret for nye personligheder, der har ting med i bagagen. Desuden er mange af historierne ret rammende, fordi man godt kan genkende elementer fra sit eget liv i dem. Selv var jeg ret vild med afsnittet “Vegan Cinderella“, der meget godt viser hele den sårbare proces, der opstår, når man som single dater, og endelig finder en, man godt kan lide.

Og til sidst… Netflix har som ekstra bonus smidt Orlando Bloom ind i et afsnit som hovedperson = Jeg klager ikke, og det tror jeg heller ikke, at I gør.

21396056892_d7e62daba6_k

Du kan høre Solange (Knowles) nye album, “A Seat at the Table”

For det er faktisk ikke kun søster-Beyoncé, der kan lave interessant, ørehængende musik. Solanges musik er dog mere præget af soul, så musikken bliver derfor ret melankolsk med sine mange, smukke lag. Man er slet ikke i tvivl om, at alting er så gennemtænkt, som det kan være. Intet er efterladt til tilfældighederne.
Desuden blev jeg virkelig blæst bagover over, hvor vandvittig dygtig en historiefortæller Solange er, for hun giver virkelig giver noget af sig selv. Helt klart et lyt (eller faktisk mange!!) værd.

Du kan tage et smut på biblioteket og låne en god bog

Biblioteket er så undervurderet!! Jeg elsker selv biblioteker. Hele atmosfæren af ro, tid til fordybelse og at kunne gå på opdagelse, er jeg så vild med. Lige nu har jeg gang i en bog, der hedder “Rejsen” fra Brandon Bays, som jeg varmt kan anbefale. Den handler om, hvordan Brandon helbredte sig selv, uden operation, for en tumor i maven. Utroligt, hvad kroppen kan udføre af mirakler. It amazes me! Derudover har jeg to bøger fra skønne Louise Hay, jeg skal have gang i også.

bon-iver-2016-04

Du kan lytte til Bon Ivers nye album, “22, A Million”

Jeg fik jo ikke billetter til de danske koncerter (øv), hvilket jeg godt kan være lidt bitter over, nu hvor jeg hører den nye plade i gennem. Hele lyden på albummet “22, A Million” er blevet lidt mere eksperimenterende og elektrisk, men det er heldigivs blevet viklet perfekt ind i Bon Iver’s musikalske univers og mindset, så man føler stadigvæk musikken, hvilket er det vigtigste (i hvert fald for mig). Der er ingen tvivl om, at jeg skal bruge tid på at gennemlytte denne plade yderligere i den her weekend, for den egner sig perfekt til efterårsvejret.

Det var alle mine input. Jeg håber, at du får dig den skønneste fredag, hvad end du giver dig i kast med <3.

   

Dengang jeg hadede min krop

Det her indlæg er ret sårbart for mig at skrive. Nok mest fordi jeg kun har delt emnet med meget få mennesker. Det har været pinligt at sige højt, at min krop og jeg har været i et kompliceret forhold med hinanden. For det var vi. I sådan en grad, at det faktisk gør helt ondt i mit hjerte at tænke tilbage på den dag i dag, fordi jeg var så kontrolleret og blind på mine egne vegne.

179753_10151588582004370_954626398_n

Jeg var overvægtig som barn, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at følelsen af at veje nogle kilo for meget har hjemsøgt min hjerne i gennem en stor del af mit voksenliv – også selvom jeg tabte de famøse kilo, der gik under kategorien “for meget”. Det var som om, at mit sind slet ikke kunne omstille sig fra, at min krop var blevet sund, når hjernen havde været vant til at fokusere på min overvægt. Når jeg kiggede mig i spejlet, så jeg stadigvæk hende den overvægtige, ergo så jeg slet ikke min fremgang, fordi mit selvhad sad som tunge skyer på mine øjne, og duggede hele mit blikfang til.

Jeg havde og har en helt almindelig krop, hvor der er lidt fedtdepoter her og der (specielt på min røv), samt det famøse appelsinhud. Disse ting, var i mit hoved, “fejl”, og jeg gjorde mit allerbedste, for at jeg kunne udglatte “fejlene”. Trods mine veninder fortalte mig, at jeg var helt vildt lækker, som jeg var, så pralede det komplet af. Jeg kunne slet ikke se den her skønhed, som de fablede om.

Jeg skammede mig dengang over min timeglasfigur. Jeg synes, at den var forkert. Derfor gik jeg, ubevidst men sikkert, i krig med min krop. Det var en lang krig, som mundede ud i for meget træning og et alt for kontrolleret forhold til mad. Jeg nød ingenting, men var fanget i mit eget tankespind.

Jeg havde en eller anden altoverskyggende idé om, at jeg ville elske mig selv mere, hvis jeg så anderledes ud – men det er bare ikke helt sådan at livet udfolder sig, når man elsker sig selv. Så elsker man nemlig sig selv med hele pakken – med ar på knæene, Kim K-røven, appelsinhud og filtrede øjenbryn – man elsker det hele. Og den lektie begyndte jeg for alvor at lære, da en cykelulykke satte en brat stopper for, at jeg kunne træne derudaf, som jeg plejede. Min skade tvang mig til at stoppe op, og mærke efter.

En af ulemperne ved, at jeg trænede på kommando var, at jeg ikke kunne mærke mig selv, fordi jeg numb’er mine følelser med intensiv træning. Og hvad jeg egentlig havde brug for, var at få styr på mit følelseshav og lære at rumme mine følelser og mig selv, som jeg var. Finde ud af, hvor roden på de onde, ukærlige tanker var blevet plantet henne af. Min skade blev et wake up call omkring, at jeg måske skulle prøve at se på mit liv udefra.

62588_10151582814929370_14445450_n
Inden ulykken pressede jeg altid mig selv til at præstere dét ekstra, fordi jeg havde et billede i mit hoved af, at hvis jeg tabte mig og blev en størrelse 36, så blev jeg lykkelig. Lykken udeblev dog, da jeg ramte den famøse størrelse 36, for alt jeg stadigvæk kunne se, var de fejl, mangler og skavanker, som min krop havde. Jeg synes hele tiden, at jeg kunne blive bedre – men i virkeligheden udskød jeg bare konstant min lykke. Jeg sagde jo, på en eller anden måde, at jeg ikke kunne være lykkelig i den krop, som jeg havde. Og sådan en overbevisning er IKKE realistisk at gå rundt med.

Mit forhold til træning blev bedre, men mit kontrollerende forhold til mad var en kamp i laaaang tid. Jeg tror faktisk først, at det gik op for mig, hvor fanatisk jeg var, da min veninde tog mig i hånden og sagde, at hun ville snakke med mig om, hvor ukærlig jeg var over for mig selv, når jeg talte kalorier konstant på den måde, som jeg gjorde. Bevares, selvfølgelig skal man tænke over, hvad man kommer i munden, men som hun så smukt sagde, så nød jeg jo slet ikke mad længere – og det havde hun virkelig ret i.

IMG_3107
Billederne jeg deler i dette indlæg er taget i den periode, hvor jeg elskede mit selv mindst. De pudsige er, at jeg ser så glad ud, men det var jeg jo slet ikke indeni – jeg var nærmere besat af en tanke om, hvordan jeg BURDE se ud. Dengang jeg trænede mindst 5 gange om ugen. Det var der, hvor træningen var mere en tvangstanke, end det var fordi at jeg nød den. Der, hvor maden blev kontrolleret. Der, hvad jeg ikke kunne mærke mig selv og elske mig selv.

Når jeg kigger på billederne nu, så falder der lidt splinter fra mit hjerte. Dengang kunne jeg kun se fejl, fedtdepoter og kritiske punkter, når jeg kiggede på billederne. Nu kigger jeg på dem og tænker, at jeg så mega godt ud, og hvor er det bare pisse ærgerligt, at jeg ikke kunne se det selv. At jeg hatede så meget på mig selv i den periode, hvor jeg havde SÅ meget brug for kærlighed og et “hvor er det godt gået”, for det var det!

Jeg er nu 26 år, og er nået rigtig langt ift. det her med at elske min krop. Jeg har erkendt, at sundhed, for mig, ligger i balance. Det ligger i at lytte til kroppen og give den det, som den har brug for. Nogle dage har min krop brug for vand og frugt i massevis. Andre dage craver den bland-selv-slik, og ingen af delene er, for mig, mere rigtigt eller forkert længere. Jeg har nemlig lært, at jeg altid finder min sundhedsrytme igen, når min krop er klar til den igen. Og sådan er kroppen: Klog, ærlig og altid mega god til at give signlaer, hvis jeg da ellers lytter til dem.

Jeg vil dog også være ærlig og tilstå, at jeg ikke elsker min krop hver eneste dag, men for fanden, hvor tror jeg egentlig, at det er ret menneskeligt. Men for mig ligger hele breakthrough’et i, at jeg ikke hader min krop længere. Den er, som den er. Jeg har former, appelsinhud og en sund appetit, men det har jeg valgt at se som en god ting. Jeg er sund, rask og min krop er der fandme for mig hver eneste dag, så jeg kan trække vejret. Det mindste, som jeg kan gøre, er at elske den, respektere den og være taknemmelig for den.

Jeg tror desuden, at formlen på at slutte nogenlunde fred med kroppen og de ødelæggende tanker, må være, at man ikke sammenligner sig med andre. Ingen er ens, og det er en gave. Desuden går man glip af alt for meget livskvalitet og nydelse, når man beater sig selv op på den måde med selvhad. Life’s too short. <3

Ufrilligt Netflix & chill

Fy for’n, hvor har jeg været ramt de sidste par dage. I lørdags, til min onkels 40 års fødselsdag, har jeg tiltrukket mig nogle baktusser, der ikke rigtig har gidet at give slip på mig og min krop igen. Jeg har derfor været noget så dvask siden, samt hostet, haft zero stemme og sovet mere end Tornerose nogensinde kunne overskue.

Dog er der bedring på vej nu, kan jeg mærke. Den der velkendte følelse af rastløshed begynder så småt at krible i kroppen, hvilket er til stor glæde for så utålmodigt et menneske, som jeg nu er. Jeg er virkelig dårlig til at være syg, fordi jeg altid har ret svært ved at acceptere, når jeg er det. Det er ligesom om, at jeg går i benægtelsestilstand, trods jeg virkelig ingenting kan, andet end at kukkelure i min seng.

Derudover skal det nævnes, at jeg haft haft den sødeste sygepasser. I shit you not, når jeg siger, at man virkelig føler, at man har fundet the one, når ens kæreste kysser på en, trods man sprutter, har små alien-alike-øjne og er ynkelig som bare fanden. Jeg har virkelig på ingen måde været charmerende, og alligevel har han bare været der. Derudover har han forkælet mig med at købe min all time yndlings iskaffe, HALS-bolcher, lavet suppe til mig, nusset mig, holdt om mig, you name it. Konklusionen er ret let: Han elsker mig virkelig – og shit, hvor jeg elsker ham!

Nu vil jeg bruge resten af dagen på at komme helt på dupperne igen med min anden tro følgesvend i disse dage, Netflix <3

giphy (1)

Mandagstip: Kalder alle kaffe-lovers

Det er mandag, vejret er gråt, og stemningen er lidt doven her på matriklen. Dog fejler humøret ingenting, da weekenden har været en perfekt kombination af hygge, afslapning og festligheder. Jeg har nemlig mødt en stor del af min svigerfamilie for første gang, da Thomas havde inviteret mig med til familiefest. Det var sgu sjovt. Det er altid en lidt speciel oplevelse at få lov til at se, hvordan en anden familie er skruet sammen ift. personligheder og ritualer. Jeg kunne hurtigt se, at vores familie-konstallationer er dybt forskellige, så jeg glæder mig derfor til, at Thomas skal opleve min familie til familie-fødselsdag i den kommende weekend. Det bliver, uden tvivl, skægt.

Nå, men nok om weekenden og videre til mit mandagstip. Jeg ser tit, at folk hater på mandage. Jeg gør det ikke selv, men tænker, at jeg måske kunne dele et godt tip, der kunne give nogle mennesker hjerter i øjnene. Mandag er for mig altid lige med kaffe, for, let’s face it, selvom jeg ikke hader mandag, så skal man jo lige have sparket ugen i gang. Vejret er lidt mere efterårs-ish i dag, end det har været de andre dage, så jeg tror, at mange kaffe-elskere vil kunne finde glæde i dette lille (lykke)produkt på lige netop i dag.

Jeg elsker jo Tiger (Eller Flying Tiger er det vist nu?!), og nogle gange kan man virkelig finde perler derinde til ingen penge. Bl.a. synes jeg, at de virkelig har overtaget notebogs-stafetten fra Søstrene Grene, som er faldet lidt af på den. Dog er mit allermest yndlingsprodukt deres iskaffer. Har I smagt dem? ÅÅÅÅRH MANNER, de er SÅ gode og koster sølle 10 kr pr. dåse.

10 kroner for ren happiness på dåse kan ingen kaffe-holiker jo klage over – specielt ikke når størstedelen af iskaffer bliver solgt til 35 kroner pr. styk i storbyerne – så hellere få 4 iskaffer på køl til køleskabet. Så hvis din mandag hænger lidt i bremsen, og du godt kunne bruge dig et lille treat for at sparke godt gang i ugen, så smut forbi Tiger (Flying Tiger?), og få fingrene i en af iskafferne – dig og dit lykkebarometer won’t regret it. 😉

IMG_7329